Martins udbrud, indlæg, opture, nedture, hedeture

En vandrehistories død

På et hængende hår fik min yngste søn i dag et navn, altså sådan helt officielt.

Vi nåede det lige: Det hedder sig nemlig at børn skal have et navn inden de fylder et helt halvt år.

Og knægten fylder seks måneder om et par dage. Og man skal jo give børn et navn for pokker.

Ellers…

Ellers…

Ja, hvad er det egentlig der sker når forældre ikke får taget sig sammen til at finde på et navn til deres barn?

Jeg kender to mulige scenarier:

• De får et såkaldt kongeligt navn
• De får det for tiden mest populære navn

Og her er det den gode kordegn ændrer min hidtidige forestilling da jeg sidder over for ham på hans kontor:

Det er løgn altsammen. Og det har det altid været.

Det eneste der bliver påtvunget poden, er morens efternavn - og det efter så lang tid at man må fristes til at sige, at det nok ikke er det værste der kan ske det barn.

• For først løfter kirken en pegefinger efter nogle uger
• Så tager kommunen over og rykker nogen tid
• Tid sidst tager politimesteren over

Og er politimesterens påmindelse ikke nok - ja så vanker der dagbøder.

Altså intet tvungent fornavn til børn af sløve forældre - men derimod dagbøder. Tag dén.

Fødsel og død

De store begivenheders tiår må sådan cirka være 30’erne: Her får rigtig mange, hvis ikke efterhånden de fleste, de to ekstremer helt tæt på:

• De føder deres børn
• Deres nærmeste dør

Så det er vel ok at sige at man først blev sådan rigtig voksen i 30’erne; er det ikke?

Image via Wikipedia